Gyvelbugten

Du er her:   Hjem > Generalforsamling > Referat > Referat 2018
top
Page

Referat 2018

 

PowerPoint præsentationen - Link

Referat
Generalforsamling lørdag den 25. august 2018 kl.10.00 i Odden Forsamlingshus

Til stede var 45 personer, som repræsenterede 33 grunde. 19 grunde havde givet fuldmagt.

I henhold til vedtægternes § 5 var foreningens medlemmer indkaldt til generalforsamling d. 4. august 2018, med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning (vedlagt)

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse (vedlagt)

4. Forslag fra bestyrelsen:

a. Forslag til budget og kontingent (indeholdt i regnskabet)

b. Forslag om bemyndigelse til at gå op til max 7 kvier, hvis det er nødvendigt for at opnå en optimal græsning (vedlagt)

5. Forslag fra medlemmerne a. Ingen forslag modtaget

6. Valg af to bestyrelsesmedlemmer for to år. Bjarne Olsen og Jytte Becker er på valg

7. Valg af suppleant til bestyrelsen. Morten Tipsmark er på valg

8. Valg af to revisorer. Mogens Nielsen og Jørgen Bang er på valg

9. Valg af revisorsuppleant. Aage Tipsmark er på valg

10. Eventuelt

 

Referat:

Formanden bød velkommen.

 

Ad. 1 Valg af dirigent

Formanden foreslog Irene Ludvigsen, formand i Tornerosebugten, som dirigent.

Til dirigent valgtes enstemmigt Irene Ludvigsen, som fastslog, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig og gav herefter ordet til bestyrelsen.

 

Ad. 2 Bestyrelsens beretning

Bestyrelsens beretning er blevet sendt ud sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Formandens beretning indeholdt blandt andet en kort orientering om:

  • Naturpleje med fem dyr i foldene og slåning uden for foldene.
  • Fibernet til Odden.
  • Vejstykket ved Olgas butik.
  • Vedligeholdelse af veje, både den kommunale og grundejerforeningens.
  • Restriktioner vedrørende åben ild, se den lille grønne fra kommunen.
  • Hjertestarter på formandens hus.
  • Genopretning af skade på toppene ud for Gyvelbugten på fredet område.
  • Ny persondatalov fra maj 2018. Bestyrelsen udleverer ikke mailadresser.

 

Debat

Mads Berendt, Lyngbugten 4, fremførte, at bestyrelsens handling i forhold til skade på topperne er voldsom. Der er stadig notat på hjemmesiden, som nærmest kan sammenlignes med at sætte folk i gabestok. Især når ejeren har meddelt, at der er tale om en misforståelse. Endvidere at bestyrelsen burde have talt med ejeren inden politianmeldelse.

Begrundelsen for bestyrelsens handling er, at den mener det er en meget alvorlig sag, og at det skal være tydeligt, at der er handlet.

Om naturpleje bemærkede Michael Rand, Gyvelbugten 23, at køerne tager fat i græsset, men hvad med rose og pil?

Inger Marke, Lyngbugten 38, ser dyrene hver dag: De begynder nu med græs og æder derefter pil og rose. De er lige flyttet til østfolden, og der er de gået i gang med pilen. Dyrene gør hvad dyrene gør.

Bestyrelsen vil få gravet roser op efter sæsonen og lave plan for det videre arbejde.

Flere gav udtryk for, at dyrene træder skrænterne ned flere steder.

Den vestlige skrænt er blevet skærmet af med hegn, så den kan komme sig efter opgravning af roser og efterfølgende kvier. De andre skrænter er knap så ustabile. Se punkt 4, bestyrelsens forslag om at kunne sætte op til syv dyr til græsning.

Bestyrelsens beretning tages til efterretning.

 

Ad. 3 Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

Kasserer Bjarne Olsen fremlagde regnskab:

Regnskabet indeholder driftsregnskab og budgetforslag for året 2018-19 baseret på uændret kontingent.

Vi kom ud med et mindreforbrug på kr. 20.030 i forhold til indtægter, mod et forventet merforbrug på kr. 15.600 i forhold til de budgetterede indtægter. Forskellen skyldes i store træk:

• Overskud fra 15. Junifonden på kr. 6.400, som er udbetalt til grundejerforeningen

• Mindreforbrug på kr. 3.700 til generalforsamling og diverse møder

• Mindreforbrug på kr. 13.800 på naturgenopretning

• Mindreforbrug på kr. 1.600 hjertestarter, gaver mm.

• Mindreforbrug på kr. 9.500 til vejreparation, da nogle veje er udskudt pga. fibernet.

 

Foreningens egenkapital er kr. 107.431.

Årets overskud på kr. 20.000 er på forhånd disponeret således, at de 10.000 er sat af til vejarbejde og de 10.000 til foldene. Dette er ud over beløbene i 2019 budgettet.

 

Kommentarer/spørgsmål til regnskab:

Kim Kristensen, Skovbugten 11, spurgte til de ikke forbrugte midler til vejreparation, om ikke Fibia dækker, hvad de skal, efter de har gravet kabler ned?

Bent Torp, Lyngbugten 29, opfordrede til, at Fibia rydder op efter sig, der ligger bunker med grene og rødder. De burde gøre arbejdet mere færdigt.

Den almindelige vejvedligeholdelse er vores. Især lastbiler er meget hårde ved vejene. Bestyrelsen har ventet med den rutinemæssige vedligeholdelse af nogle af skovvejene til efter Fibia er færdig med gravearbejdet.

Med hensyn til Fibia, skal de aflevere vejene i samme stand, som før de begyndte at grave. Der er lavet videooptagelser inden de gik i gang.

Mads Berendt gjorde opmærksom på, at budget 17/18, som ligger på hjemmesiden, og blev godkendt på sidste generalforsamling, ikke svarer til det udleverede budget 17/18. Endvidere, at det er godt, at det nu fremgår, hvad der budget- og regnskabsmæssigt foregår inden for og uden for foldene.

Bjarne Olsen har ikke umiddelbart en forklaring på forskellen på budgetterne og vil undersøge hvad årsagen til det er. Det rettede budget 18/19 bliver vedlagt dette referat og bliver lagt på hjemmesiden

Endvidere gjorde Bjarne Olsen opmærksom på, at udgiften uden for foldene er stor, hvorimod den er reduceret meget inden for.

Naturgruppen har fået efterslået for 5.000, der er lavet delslåninger, da det er vigtigt at vide hvad der er midler til.

Der bliver efterslået inden for foldene med buskrydder, for at tilvæksten ikke bliver for voldsom.

Eksperter har rådet bestyrelsen om planen for slåning af roser ved stranden: De første tre år er der blevet slået 6 gange om året for at få ryddet. Derefter skal der slås, når der kommer blomster i roserne, men før de sætter frugt. Dette vil ske to måske tre gange om året. Det lykkes nogle steder ikke alle. Kommunens biologer roser os for vores vedligeholdelse.

Regnskabet blev enstemmigt godkendt.

Ad. 4 Forslag fra bestyrelsen, herunder fremlæggelse af budget og kontingent

Forslag til budget og kontingent (indeholdt i regnskabet) Kassererens gennemgang af regnskab og budget, blev godkendt under forrige punkt, herunder et uændret kontingent på kr. 800 pr. grund. Kontingent opkræves 1/10.

 

Mads Berendt gør opmærksom på, at budgettet på hjemmesiden ikke svarer til det udleverede.

Janne Albertsen siger, at der skal byttes rundt på ’drift/vedligeholdelse af driftsmidler’ til et budget på kr. 1.500 og ’folden’ til et budget på kr. 14.000.

Endvidere, at de budgetterede kr. 20.000 til vejreparationer er disponeret til brug på Skovbugten og Pilebugten samt naturpleje i foldene.

 

Forslag om bemyndigelse til at gå op til max 7 kvier, hvis det er nødvendigt for at opnå en optimal græsning (vedlagt indkaldelsen)

 

Bestyrelsen foreslår, at den får bemyndigelse til at gå op til maksimalt syv kvier, hvis det er nødvendigt for at opnå en optimal græsning. Med syv kvier vil der være en mulighed for, at de kan gå i begge folde samtidig, hvis de ellers vil acceptere at være adskilt.

Ved sidste generalforsamling blev det muligt at komme senere i gang med dyrene, hvilket viste sig at være godt, da foråret var meget koldt.

 

Der kom en del kommentarer til forslaget:

Michael Rand: køerne spiser ikke roser – de fem køer kan dårligt holde det nede, kan to ekstra klare det?

Christen Lykkegaard Andersen, Lyngbugten 12, vil gerne vide hvad flere dyr betyder for skrænterne, vil tre plus fire være bedre? Det er problematisk at køerne træder skrænterne ned.

Allan Lyngbugten 6, fremfører, at voldene slet ikke kan tåle det tryk på 4-500 kg/dyr.

Anni Foght, Gyvelbugten 12. Kan kvier få kalve? Er kvierne for store?

Mads Berendt er ikke tilfreds. Generalforsamlingen godkendte i sin tid to moderdyr2. Mads Berendt erindrede om, at Jørgen Stoltz forklarede, at græsningstrykket3 er lille og vil ikke vil ødelægge voldene3. Skrænten inden for vores område er ødelagt. Endvidere tager dyrene ikke de vækster vi forventede, væksten på skrænterne.

2 (faglig jargon i forhold til moderdyr, idet der kan være tale om to ammekøer med kalve, men at det også kan være flere ungdyr, Projektleder Jørgen Stoltz, ekstraordinær generalforsamling 2015)

3 (Græsningstryk (fagudtryk for hvor mange dyr på et areal) vil være lille, derfor er det ikke sandsynligt, 2015).

Michael Rand: Slidlaget på skrænterne bliver hurtigt slidt væk så der er en sandkasse tilbage.

Der bliver bemærket, at der ikke er rådyr mere.

Kim Boskjold, Fyrbugten 2, spørger hvad godt der er ved voldene.

Bitte Kai Rand, Gyvelbugten 23: Voldene er menneskeskabt, og vi er enige i at passe på dem, så det skal man.

Poul Henrik Fackmann, Fyrbugten 1, peger på, at de værste skader på voldene er menneskeskabte ved direkte adgang til stranden fra grunde.

Formanden forklarede, at dispensation fra kommunen er på 7 køer og faste perioder. Køer spiser hvad de bedst kan lide, men vi mangler mulighed for at kunne justere inden for tilladelsen. I plejeaftalen fremgår, at generalforsamlingen skal spørges, hvorfor bestyrelsen ønsker muligheden.

Janne Albertsen forklarer, at det er svært at udtale sig om, hvor stor skade skrænterne vil tage. Der skulle gerne være behov for færre dyr, som årene går.

Inger Marke, Lyngbugten 38 forklarer, ifølge landmanden, at kvierne går sammen med tyr og derfor kan de være befrugtede, derfor en ny kalv.

Flere grundejere tilkendegiver, at de har set rådyr eller har dem på besøg.

Janne Albertsen svarede afslutningsvis, at bestyrelsen selvfølgelig holder øje med udviklingen. Skulle der blive nødvendigt at afspærre et andet område, vil vi naturligvis sætte hegn op.

Bestyrelsen tager alle udsagn alvorligt, de er med i dens overvejelser og i arbejdet med naturplejen.

Bestyrelsen ønsker stadig mulighed for at gå op til syv kvier.

Stemning for en skriftlig afstemning:

Dirigenten udpeger to stemmetællere:

52 stemmer:

18 stemmer nej til bestyrelsens forslag

34 stemmer ja til bestyrelsens forslag

Ingen blanke stemmer

Forslaget er vedtaget.

 

Ad. 6 Valg af to bestyrelsesmedlemmer for to år

Bjarne Olsen og Jytte Becker er på valg, begge modtager genvalg.

Bjarne Olsen og Jytte Becker er valgt.

 

Ad. 8 Valg af suppleant til bestyrelsen

Morten Tipsmark er på valg og modtager genvalg.

Morten Tipsmark er valgt.

 

Ad. 9 Valg af to revisorer

Mogens Nielsen og Jørgen Bang var på valg. Begge blev genvalgt.

 

Ad. 10 Valg af revisorsuppleant

Aage Tipsmark var på valg, og blev genvalgt.

Ingen øvrige kandidater havde meldt sig til nogle af posterne.

 

Eventuelt

Steen Storland, Lyngbugten 8: Opfordrer bestyrelsen til at sætte skilte op om hunde i snor i perioden 1. april – 1. oktober, og når der er dyr i indhegningen. Der er fundet et skambidt rådyrkid i indhegningen i vestfolden, det vides dog ikke om det er bidt levende eller dødt eller hvem, der har bidt det.

Karin Nielsen Koglebugten 4, fortæller, at hun er generet af hunde og har kontaktet kommunen, de var ikke villige til at sætte skilte op. Karin agter at løfte det op på højere plan.

Bitte Kai Rand: Det er et problem, at det ikke er tilladt at hegne grundene ind. Hertil kunne Inger Marke fortælle, at hun har hegnet sin terrasse ind og så dermed lavet en hundegård.

Flere giver udtryk for, at der er løse hunde i området.

Tornerosebugten har indkøbt naturstyrelsens små pæle med piktogrammer og sat op med bl.a. hunde i snor.

Formanden meddeler, at bestyrelsen drøfter muligheder og vender tilbage.

Der er flere gange, at turister overnatter ved stranden i deres autocampere. nogle af problemerne er, at de kan have løse hunde og de kan tænde bål i perioder med forbud.

Piktogrammer med hunde i snor kan være nyttige, men ellers er der ikke noget bestyrelsen kan gøre.

Næste generalforsamling bliver lørdag d. 24. august 2019 kl. 10.00 Odden Forsamlingshus.

Formanden takkede dirigenten og bestyrelsen for indsatsen det forgangne år.

Tak for en god generalforsamling.

Bestyrelsen henstiller til at adresseændringer og ændringer af e-mail sendes til Bjarne Olsen, Ellekrattet 24, 2950 Vedbæk eller på mail bjarne.s@olsen.mail.dk med angivelse af navn, ny adresse/e-mail samt sommerhusadresse.

Powerpoint vedhæftes som bilag.

Hjemmesider: www.gyvelbugten.dk, www.klitrosebugten.dk og www.tornerosebugten.dk

Sign.

Irene Ludvigsen

dirigent

 
top
top
Menu

 

  Aktuelt Odden-vejr DMI

Vejret de kommende dage


 Årskalender - link
 

Kalender


Husk oplys ny email

Send ny mail-adresse - her.

 

Login