Gyvelbugten

Du er her:   Hjem > På tur i omegnen > Søværnets Våbenskole
top
Page

Søværnets Våbenskole

Forsvaret vil begrænse adgangen til Gniben. Kommunal vej til Gniben nedlægges

2023-03-16, Nordvestnyt - Pipaluk Balslev

Forsvaret ønsker at begrænse adgangen Gniben. Derfor har det anmodet Odsherred Kommune om frivilligt at afsige sig retten til at benytte den kommunale vej fra parkeringspladsen ud til spidsen af Gniben.

Sjællands Odde: I år er det 50 år siden, at Forsvarets Bygningstjeneste ved en tinglysning gav offentligheden tilladelse til at benytte sig af den to en halv meter brede vej, der fører fra parkeringspladsen til Gniben.

Søværnet har igennem årene har givet større og større mulighed for at besøge området på Gniben, hvor Center for Våben har til huse. Der er offentlig adgang uden for deres normale åbningstid, og når der ikke er skydeøvelser på grunden. Men nu ønsker Forsvaret igen at øge sikkerheden ved Forsvarets ejendomme og anlæg og dermed begrænse adgangen til området yderligere ved at inddrage den kommunale vej.

Stadig adgang langs stranden

Mange turister og lokale har gennem årene nydt godt af ture til den yderste spids af Sjællands Odde, hvor der er særdeles gode fiskemuligheder. Der har sågar været en shelterplads med mulighed for at overnatte i det naturskønne område.

Shelterpladsen blev lukket i sommeren 2022. Og nu ønsker søværnet altså at indskrænke adgangen til området yderligere.

Det er Odsherred Kommune, som har haft pligten til at vedligeholde den kommunale vej. Den pligt overtager Forsvaret. Dog skal kommunen i stedet etablere en busvendeplads ved området. Den vil løbe op i 300.000 kroner, som formanden for Klima- og miljøudvalget Claus Starup, mener er godt givet ud, da man anslår, at reparation af vejen kunne løbe op i en million.

- Vi glæder os over, at militæret gerne vil overtage området. Der er kabler, der hænger ud af vejen på grund af kysterosion, siger Claus Starup, som har forståelse for, at Forsvaret grundet situationen i Ukraine er mere restriktive i forhold til offentlig adgang til området.

Claus Starup oplyser, at stadig vil kunne gå langs stranden til Gniben, når Center for Våben ikke arbejder på området.


 

Vilkår frem til 2023

På spidsen af Sjællands Odde ligger Gniben. Her har forsvaret holdt til siden begyndelsen af 1950’erne, hvor man overtog de bygninger, som tyskerne havde opført under krigen. Stedet har altid haft en strategisk vigtig betydning, da det er muligt at følge alle skibe, der passerer gennem Storebælt. Tidligere blev stedet brugt af lodserne, der holdt udkig efter skibe, der havde behov for assistance. I dag er det Søværnets Våbenkursus, der afholder kurser og øvelser.

Gniben har altid været et udflugtsmål. Tidligere fandtes traktørsteder; det ene endda med spiritusbevilling. Efter at militæret overtog området, har en stor del været totalt lukket, men der er siden åbnet mere og mere for offentlig adgang. I dag er der normalt fri adgang til hele området på hverdage efter kl. 16 samt i weekenderne, med mindre der er øvelser - så vil portene være lukket. Her vil det så være muligt at bruge stierne imellem bygninger og installationer.

På turen rundt mellem bygningerne ses blandt andet de to specielle skiferbeklædte bygninger, der spidser til for oven. Inden i hver er der en kuppel, a la dem vi kan se i de store kirker. Kuplerne har fungeret som himmel i forbindelse med skydetræning. De to karakteristiske bygninger står nu for nedrivning, fordi al træning sker via edb.

Når man går ned langs batterilinien ses flere af de våben, der anvendes i forsvaret. Og over det hele snurrer flere radarer, der registrerer trafikken i farvandet og sender informationerne videre til Søværnets Operative Kommando, SOK.

Da stedet fungerer som kursusejendom, er der mange værelser og en kantine med en meget smuk udsigt over vandet. Det har tidligere været muligt at leje kantinen og værelser til private arrangementer. Siden er sket en ændring af strukturen, så udlejning ikke længere varetages af skolen selv. Man undersøger nu, om udefrakommende igen kan få mulighed for at leje sig ind.

De detaljerede regler for færdsel på området findes her: Link

Fra 29. aug. 2012 er der åbnet for færdsel på området i dagtimerne.

Indtil for kort tid siden har det været muligt at gå langs kysten rundt om Gniben, men på grund af den kraftigere erodering, er der påbegyndt en kystsikring. Det betyder, at det for fremtiden er så godt som umuligt at komme det sidste stykke langs nordkysten.

Til gengæld er det stadig muligt at gå fra P-pladsen (ved telemasten) ned til kysten. Fra spidsen kan man se revet, hvor bølgerne brydes, og hvis det ikke er for diset, er det også muligt at se fyret for enden af revet. Det er et godt sted at stå og fiske efter ørreder, så her kommer mange lystfiskere. På stranden ligger de store sten med inskriptioner om svømmere, der i tidens løb har svømmet den lange stækning over til de jyske kyster.

Det er også værd at lægge mærke til planter og fugle. Der ligger meget tit små grupper af andefugle på læsiden af revet  fugle som vi kun sjældent ser ud for vores egen strand. Området har så speciel en karakter, at der arrangeres studieture her til.

Læs den brede beskrivelse af området og de plejeplaner, der er udarbejdet i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen Link

Lad dette være en opfordring til at tage på tur til Gniben en dag, hvor vejret er godt.

 

top
top
Menu

 

  Aktuelt Odden-vejr DMI

Vejret de kommende dage


 Årskalender - link
 

Kalender


Husk oplys ny email

Send ny mail-adresse - her.

 

Login